søndag den 12. januar 2020

Generalforsamling og Nytårsfrokost

11. januar 
Generalforsamling og nytårsfrokost
på Dannevirke 

Generalforsamlingen blev gennemført i god ro og orden. De vigtigste beslutninger var:

  • Valg af medlemmer til bestyrelsen, hvor alle medlemmer på valg blev genvalgt. Den efterfølgende konstituering i bestyrelsen medførte ingen ændringer. Den samlede bestyrelse ses her.
  • Den mangeårige revisor Bent Jørgensen byttede plads med sin suppleant Søren Michael Nielsen, så Søren er revisor og Bent suppleant.
  • Kontingent for medlemsskab i 2021 er uændret 200 kr. for enkeltmedlemmer med tillæg på 100 kr. for hver ekstra person fra samme husstand.

Frokost
Formanden takkede for deltagelsen i en spørgeskemaundersøgelse vedr. medlemmernes ønsker til arrangementer. Ønskerne m.h.t. form, indhold og mødetidspunkter flugtede efter bestyrelsens opfattelse fint med variationen i de senere års faktiske arrangementer. Både i undersøgelsen og på generalforsamlingen fremkom flere forslag til nye aktiviteter, og de vil indgå i bestyrelsens planlægning.

Nytårsfrokosten havde god tilslutning og forløbet var hyggeligt med en velsmagende menu efter den traditionelle recept: Borsjtj, flæskesteg og is plus vodka på foreningens regning. Derefter den lodtrækning, vi kalder russisk roulette, selv om vi ikke sætter livet på spil. Kun en mindste indsats på 5 kr.

Sang - på russisk

Kaffe



Lotteriets hovedpræmie hjembragt af formanden fra Moskva:
Lommelærke med Putin med gedde

onsdag den 18. december 2019

Opera-dukketeater: Evgenij Onegin

10. december
Hanne Slumstrup og Knud Erik Forsberg
Operadukketeater


Dukkeførerne Hanne Slumstrup og hendes medspiller  Knud Erik Forsberg præsenterede en forkortet version af operaen Evgenij Onegin, som bygger på Pushkins versroman af samme navn.

Dukkerne og dekorationerne er fremstillet af Hanne Slumstrup, mens Tjajkovskijs musik blev leveret af verdensmusikere på en CD.

Tatjana og Onegin
Arrangementet var sponsoreret af
Landsforeningen,
og adgang var gratis.

tirsdag den 19. november 2019

Danmark, Rusland og mulighederne for samarbejde i Europa

15. november 2019
Fællessalen, Christiansborg


Den årlige ruslandskonference på Christiansborg med oplæg fra og diskussion med danske og russiske sagkyndige. Emnet var denne gang: Danmark og Rusland og mulighederne for samarbejde i Europa.

Det fulde program ses her. Bemærk at der er lydoptagelser af oplæggene.

Konferencen var arrangeret af Dansk-Russisk Forening i samarbejde med FN-forbundet, Det radikale Venstres Internationale Udvalg, Den danske Helsinki-Komité for menneskerettigheder og Østersø NGO Netværk, Danmark med økonomisk støtte fra Hermod Lannungs Fond.

Danmark, Rusland og det europæiske samarbejde

14. november
Ruslandskonference på Odense Rådhus

Konference med danske og russiske oplæg samt diskussion om Danmark, Rusland og det europæiske samarbejde.

Konferencen var arrangeret af Dansk-Russisk Forening Fyn, Europabevægelsen på Fyn og FN-forbundet Fyn med økonomisk støtte fra Hermod Lannungs Fond og Europa-Nævnet.

Du kan se hele programmet her.

Rådmand Susanne Crawley byder velkommen

Forsamlingen er klar

Oplæg ved Dansk-Russisk Forening Fyns formand Kim Frederichsen:
”Ny Kold Krig eller dialog: Om formålet med konferencen”

Claus von Barnekow fortæller om
"Rusland og Ruslands arbejde og deltagelse i internationale organisationer,"



fredag den 1. november 2019

Landbrugseventyr i Ukraine

Onsdag den 30. oktober
Fra Ørbæk og Dalum Landbrugsskole til landbrugsevetyr i Ukraine
v. Kund og Conny Rasmussen

Danmark og Ukraine
For nogle år siden fik fynske Knud og Conny Rasmussen via Dalum landbrugsskole kontakt til flere ukrainske landbrugsmedhjælpere. Kontakten førte til et landbrugseventyr i Hajvoronka i Ternopil regionen af Ukraine.

Conny ig Knud Rasmussen
I aftenens rigt illustrerede foredrag fortalte de om den svære start med at etablere og drive landbrug under fremmedartede forhold i Ukraine. Modernisering af bygninger og maskinpark har fyldt meget sammen med kampen mod skadedyr.

Driften kører nu godt, og de gode resultater bliver hvert år fejret med høstfester og udflugter. De fleste ansatte har været de samme hele vejen. Deres højre hånd, som hedder Bogdan, har haft deres tillid og er nu medejer af landbruget.

Det har vakt stor respekt og forundring at "investoren" selv har taget fat og deltaget i det praktiske arbejde.

Et meget fint foredrag med godt fremmøde og spørgelystne tilhørere.
- Skønt med et foredrag uden kold krig og politik, lød en kommentar.

mandag den 21. oktober 2019

Hvad er Russisk patroitisme i dag?

20. oktober
Hvad er russisk patroitisme i dag?
v. foreningens landsformand Karsten Fledelius
På Teater Momentum, Ny Vestergade 18, Odense

Karsten Fledelius fortæller

Lektor emeritus i film- og medievidenskab Karsten Fledelius øste af sin store viden om russisk og sovjetisk filmkultur. Han forklarede - og viste med filmklip - hvordan magthaverne i Rusland og senere Sovjetunionen fra et tidligt tidspunkt benyttede film til at informere/indoktrinere befolkningen om de rette værdier. Undervejs blev Ruslands historie jævnligt omskrevet for at falde i tråd med de aktuelle magthaveres ønsker. Altid blev der trukket linjer fra fortiden til at understøtte oplevelsen af en naturlig fortsættelse af nationens patriotiske udvikling.

Undervejs i foredraget blev der vist udklip fra følgende russiske film:
  • Panserkydseren Potemkin (1925)
  • Oktober (1927)
  • Aleksandr Nevskij (1938)
  • Andrej Rublev [Den yderste dom] (1966)
  • Solaris (1972)
  • Brændt af solen (1994)
Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Den Røvsmalle Biograf

onsdag den 18. september 2019

Komintern

17. september
Kommunistisk Internationale, Komintern, 1919-1943 
- belyst gennem 10 tyske og 10 danske kommunisters skæbne, herunder et par fra Fyn

Historiker Torkil Sørensen fortalte om den kommunistiske internationale, Komintern, i anledning af 100 året for oprettelsen.

Torkil Sørensen præsenterer kilderne til sin forskning
Denne sammenslutning af kommunistiske partier blev opfattet som et kommunistisk verdensparti. Det lille DKP i Danmark og det langt større tyske kommunistiske parti KPD var blot sektioner af Komintern med hovedkvarter i Moskva. Frem til 1933 hjalp det tyske parti det danske DKP med penge og rådgivning. 

Kaffe til diskussionen
Vi fik et interessant foredrag, og diskussionen gik livligt til den efterfølgende kaffe.


søndag den 8. september 2019

Udflugt til Tirpitz Bunkermuseum

5. september
Tirpitz Bunkermuseum



I 1944 startede Tyskland bygning af kanonfæstningen Tirpitz som en del af Hitlers Atlantvold. Byggeriet blev ikke afsluttet på grund af den tyske kapitulation i 1945.


I 2017 åbnede kronprinsen Tirpitz Bunkermuseum, som med hjælp af stjernearkitekten Bjarke Ingels indlemmer fæstningsværket i et topmoderne museum nænsomt indpasset i klitlandskabet ved Blåvand. 

Her oplevede vi fortællinger og tableauer om den jyske vestkyst og kanonfæstningen – sammen med arkitekturen og landskabet.

En kvik medarbejder fra museet gav os en nyttig introduktion til bygningen og samlingerne.


Russisk artilleri angiveligt erobret af den tyske hær og landet her

Fra udstillingen om miner og minerydning

Fra afdelingen om havets guld: Sidney-operaen opbygget af rav

fredag den 31. maj 2019

Forår på Rosengården

25. maj
Forårsafslutning på Rosengården

Medbragt mad og vodka fra foreningen hjalp sangen på gled

Som traditionen byder var et dusin af os samlet hos Aase og Vagn på Rosengården for at markere afslutningen på forårs-programmet og ønske hinanden en god sommer. 


Eftermiddagen gik med snak og sang - og et gensyn med Vagns Museum i laden.

Vi siger tak til Aase og Vagn, fordi de igen i år har stillet deres dejlige hjem og have til rådighed for dette arrangement.
De fleste af os stillet op til årets forårs-foto





onsdag den 1. maj 2019

Sorø Kunstmuseum

30. april
Udflugt til Sorø Kunstmuseum 
Foreningens årlige forårsudflugt gik i år til Sorø Kunstmuseum, hvor vi fik en guidet rundvisning i museets udstillinger af russiske ikoner hhv. russisk malerkunst 1870-1930 (Hermod Lannung samlingen). 

Læs mere om kunstsamlingen.
Læs mere om ikonsamlingen.

Museumsdirektør Charlotte Sabroe gav en engageret og indsigtsfuld introduktion til – især - de mange ikoner. 

Ikoner er ikke blot noget du har på din iPad eller smartphone. De er en 1500 år gammel tradition for at afbilde hellige personer. Traditionen blev senere især udbredt inden for den ortodokse kirke i Rusland.

Faktisk var det forbudt at lave billeder "af" hellige personer, men man løste problemet ved at vedtage, at det var billeder "på" - d.v.s. henvisninger til - disse personer.

Nogle ikoner blev meget populære, fordi de angiveligt udførte mirakler.

Her er et par eksempler:

Charlotte Sabroe ved en lille ikonostase - d.v.s. en opstilling af ikoner, som traditionelt adskiller den del af en ortodoks kirke, der kun er tilgængelig for de gejstlige fra den del, der er tilgængelig for alle.















Jomfru Maria med Jesusbarnet er et af de yndede motiver










Her er et af de mere specielle: Gud fader med Jesusbarnet på skødet og et symbol for Helligånden på brystet.













Endnu en specialitet: Sankt Jørgen og Dragen.

De mest almindelige motiver var apostle og helgener.

Ikonerne var skænket til museet af Hermod Lannung og andre samlere.


Herunder følger et par værker fra Hermod Lannungs malerisamling.












Victor Brockdorffs portræt af Hermod Lannung skænket til museet af Dansk-Russisk Forening.



















Efter badet

Formentlig en bondepige?

Museets russiske samling var ofte forarbejder til større malerier.


Tapas i Caféen blev indtaget med samme andægtighed som kunstværkerne.
Vi fik ekstra forplejning, fordi vi var blevet sat på venteliste p.g.a. travlhed.

Vores huspoet Hanne Slumstrup blev inspireret til dette digt:

”Ikonisk ” Tur til Sorø

Mel.: Danmark nu blunder den lyse nat.


Tirsdag d 30. da var der blot
seks på turen til Sorø !!
Vejret – var jo en smule gråt -
men i Sorø da blev det flot.,
Kims GPS den viste
vej, så vi ikk´ ”forliste”

Og vi fik vir´klig en spænd´nde dag -
masser af flotte ikoner,
som vi så på i ro og mag,
guiden sagde, hvad der lå bag
samlingens sammensætning.
Det var en god beretning.

Lannungs og Jørgensens – Schrøders navn
 stod på samtlige skilte.
Deres samling til folkets gavn,
den kom virkelig godt i havn.
Vi var – det må man lade -
fulde af ”imponade”.

Særudstilling vi også så,
malet af Preben Hornung.
Slagtekroppe med maling på -
der er meget man skal forstå !!
Sorø har mangt at vise,
men det var tid at spise.

Og i Cafeen der var et pres,
der var gæster i mængde,
de 2 damer de havde stress -
laks bestiltes i ”store læs.”
Og der var ventetider,
men vi fik mad omsider.

Og den var udmærket - turen ligeså 
– så de udeblevne gik virkelig glip af noget !!

Hanne Slumstrup

lørdag den 16. marts 2019

Sovjetiske krigsfanger

12. marts

Sovjetiske krigsfanger og ikke-tyske flygtninge på Fyn 1945
v. Harald Jepsen

Harald Jepsen
Historikeren Harald Jepsen, der til daglig arbejder for IFES (International Foundation for Electoral System), har gennem en årrække herhjemme som den eneste beskæftiget sig indgående med de sovjetiske og andre krigsfanger, som den nazistiske besættelsesmagt efterlod i Danmark ved Besættelsens ophør. 

Harald Jepsen gav først et overblik over situationen i de første dage og måneder efter 2, verdenskrig, hvor et stort antal krigsfanger mere eller mindre overraskende dukkede op i Danmark. Forholdene var ret så kaotiske.

Derefter fremlagde han  resultaterne af sine indledende studier om de fanger, der blev efterladt på Fyn. De var bl.a. i den sovjetiske
lejr 27-01 Rosenhaven i Odense og den polske  lejr på håndværkerskolen i Ollerup, disciplinærlejren på Dallund Kloster og den  estiske lejr i Næs ved Assens.

Det fremgik, at en lang række organisationer og enkeltpersoner deltog i arbejdet med at registrere fangerne (herunder at fastslå deres nationalitet), med at tage sig af deres fysiske behov og endeligt med at organisere transport til deres hjemlande. 

Diskussion i kaffepausen


onsdag den 6. februar 2019

Silkevejene

5. februar
Anne Hedeager Krag

Silkevejene
v. Anne Hedeager Krag

Arkæologen Anne Hedeager Krag gav os et strejftog gennem silkevejene med nedslag på centrale fund og udstillinger af silkeklæder samt hjemsteder for silkeproduktion.

Helt fra oldtiden og frem til det 14. århundrede var silkevejene hovedfærdselsårerne mellem Europa og Asien. Her mødtes befolkninger og udvekslede varer, kultur og religion undervejs.



Madrassa ved silkevejen i Uzbekistan
Peter den Stores silkedragt
Silke var en af de vigtigste kinesiske eksportvarer i over to årtusinder, men Rusland var ikke aktivt involveret i denne handel før 1600-1700-årene. Det skete først ved etableringen af den nye hovedstad Skt. Petersborg i 1703, hvor Peter den Store indførte den vesteuropæiske dragt til det russiske hof.

Ved fremstillingen af de nye hofdragter, importeredes store mængder af silke fra Kina. Handel med silke blev fra begyndelsen et statsmonopol i Rusland.

Pause og litteraturstudier

Der indsamles morbærblade til opdræt af silkelarver


torsdag den 17. januar 2019

Generalforsamling og nytårsfrokost

Lørdag den 12. januar
Generalforsamling og nytårsfrokost
på Dannevirke
Elisabeth takkede af som bestyrelses-
medlem. Bent blev genvalgt som revisor. 

Ved generalforsamlingen takkede Elisabeth Jørgensen af efter mange års virke i bestyrelsen. I stedet blev Frauke Søholm indvalgt. De øvrige i bestyrelsen, som var på valg, blev genvalgt med akklamation.

Nytårsfrokosten var som sædvanligt velbesøgt og hyggelig. Menuen var, som traditionen byder, borsjt, flæskesteg og is - tilsat vodka og andre drikkevarer efter eget ønske.

I år havde vi problemer med at skaffe den russiske rødbedesuppe borstj, men det lykkedes.


Stemning ved nytårsfrokost

Frauke og Pia solgte lodsedler til "russisk roulette"

Jan vandt en af hovedgevinsterne