torsdag den 10. november 2022

Opløsning af lokalforeningen

5. november 2022
Anden ekstraordinære generalforsamling om opløsning af vores lokalforening

Det var en vemodig forsamling, som tog afsked med denne lokalafdeling af Dansk-Russisk Forening. Foreningen har, som det fremgår i denne blog, givet medlemmerne et stort antal fremragende foredrag, udflugter mv. om den fælles interesse for russisk kultur, historie og samfundsforhold i landet.

Hvorfor så stoppe? Svaret kan du læse i teksten herunder om mødet 27. april. Ifølge foreningens vedtægter kan den kun opløses efter to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Det skete ved forsamlingen den 27. april og igen den 5. november 2022, hvor 16 stemte for opløsning, ingen stemte imod og 2 stemte blankt.

Det blev samtidig besluttet, at foreningens beskedne kapital skal overdrages til Børnecenter Mosaik i Odense, som om lørdagen underviser russisk-talende børn fra Rusland, Ukraine m.fl. 

Lokalforeningen er dermed opløst. 

27. april 2022
Ekstraordinær generalforsamling om opløsning af vores lokalforening

Ved ekstraordinær generalforsamling 27. april blev det besluttet at søge Dansk-Russisk Forening Fyn opløst. Det skete med 20 stemmer for, ingen stemmer imod og én stemte hverken for eller imod.

Baggrunden er Putins invasion af Ukraine, som blev indledt 24. februar 2022. Allerede samme dag meldte vores mangeårige formand Kim Frederichsen sig ud af foreningen i protest mod Putins fremfærd. Efterfølgende drøftelse i den tilbageværende bestyrelse suppleret med de to suppleanter samt den fratrådte formand som konsulent førte med stort vemod til beslutningen om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på opløsning af lokalforeningen – subsidiært at vælge en ny bestyrelse.

På generalforsamlingen blev Kim Frederichsen valgt som dirigent. Næstformanden benyttede lejligheden til at takke ham for hans mangeårige, engagerede arbejde som formand, og kassereren overrakte ham på foreningens vegne en lille gave.

Der blev kort gjort rede for bestyrelsens holdning: Foreningen har været båret af interesse for russisk historie, kultur og samfundsforhold uden på nogen måde at sympatisere med den russiske magtelite. Denne skelnen er imidlertid umulig at opretholde i den følelsesladede situation, der nu er opstået. I offentligheden og medierne vil foreningen typisk blive opfattet som pro-russisk med alt, hvad dertil hører. Ingen i bestyrelsen ønskede i den situation at optræde under foreningens navn og logo.

Under debatten på mødet blev der fra flere sider udtalt sympati for den menige russiske befolkning, som nu og i lang tid fremover også vil være ofre for Putins handlinger. Der var dog tilsyneladende forståelse for bestyrelsens holdning, og ingen af de fremmødte medlemmer ønskede at indgå i en ny bestyrelse.

Derfor blev spørgsmålet om opløsning af foreningen sat til afstemning med ovennævnte resultat.

tirsdag den 4. januar 2022

Dødsfald

31. december
Trofast medlem er ikke længere hos os.

  
Bestyrelsen i Dansk-Russisk Forening Fyn har med stor sorg modtaget beskeden om, at vores mangeårige medlem Egon Aaskov Lillejuleaften er gået bort i en alder af 94 år.

Egon Aaskovs sønderjyske aner og tidlige ungdom under Besættelsen fik afgørende betydning for hans livsbane som officer i det danske forsvar, hvor vejen både gik forbi Forsvarets Efterretningstjeneste, det første danske FN kontingent udsendt til Cypern, NATO og en række officersbestallinger i Odense.

Egon Aaskov førte en aktiv pensionisttilværelse som sekretariatsleder for Danske Jordbrugsteknikere og senere som konsulent ved Nordisk Landbrugsskole. Det førte til et omfattende samarbejde med og interesse for Rusland, der naturligt førte over i et medlemskab af Dansk-Russisk Forening Fyn, hvor han i en periode også var aktiv i bestyrelsen.

Lige til det sidste deltog Egon Aaskov aktivt i vores arrangementer, og så sent som den 22. november var han til stede – som altid aktivt lyttende og deltagende i debatten – ved det sidste foredrags-arrangement, det var muligt at gennemføre i 2021.

Vi vil i meget høj grad komme til at savne Egon Aaskovs aktive deltagelse, store interesse for Rusland og vilje til at lytte og give sin mening til kende og derigennem indgå i den dialog, der kendetegner møderne og aktiviteterne i Dansk-Russisk Forening Fyn.

ÆRET VÆRE EGON AASKOVS MINDE!
 
Dansk-Russisk Forening Fyn
Bestyrelsen


onsdag den 24. november 2021

Historieskrivning og politik i Rusland

22. november
Historiens betydning for russisk politik i dag

Vores formand, som har en ph.d. i russisk historie, fortalte blandt andet om, hvordan magthaverne i Rusland løbende omfortolker landets historie. Det sker på en sådan måde, at historiefortællingen kan begrunde og understøtte den aktuelle indenrigs- og udenrigspolitik og samtidig nedvurdere tidligere magthaveres gerninger.

Kim Frederichsen fremhævede dog, at der sideløbende hermed stadig findes en fri historieforskning i Rusland. 

Vore huspoet, Hanne Slumstrup, blev inspireret til disse vers:

Mel.: Moskvanætter

Årets sidste foredrag nu vi fik,
formand Kim var virkelig klar:
”Om historien – hvad betydning har
den haft for russisk politik.”
Hovedpunkter var
straks på ”tavlen” klar,
og dem alle han gennemgik.

Hvordan mon det nu kan forholde sig ?
mon den forskning nu holder stik ?
Praksis – teori - og så politik
går jo somm´tider hver sin vej,
men lidt fikumdik
tra la lu lalej -
passer nok Putin på en prik ?

Dog – den frie forskning er godt på vej,
det er heldigvis konstater´t,
det´ der flere, der nu har risiker´t,
hvad man også kan ønske sig.
Hvem er malplacer´t?
Hvem er ikke bleg
for at si´ noget ”lidt forkert”?

søndag den 31. oktober 2021

Modstandsmanden Tonny fra Odense

27. oktober
Tine Bøgehøj fortalte om sin morfar Børge Poulsen med dæknavnet

Tonny. Sammen med sin morfar forberedte hun en bog om baggrunden for noget af det farligste og mest kontroversielle modstandsarbejde under krigen.
Bogen bygger bl.a. på Børge Poulsens mange interviews med dem fra den kommunistiske del af modstandsbevægelsen, han arbejdede sammen med.
Først efter morfarens død er bogen blevet færdig.
Se evt. Facebook-siden om Tonny og en artikel på Fyens.dk om bogen.
Foreningens sekretær og huspoet Hanne Slumstrup deler sine oplevelser af arrangementet sådan:
Mel.: Det haver så nyligen regnet 
Der blev endelig mulighed for møde,
Dannevirke slog dørene på klem. 
Denne aften man sporede lidt grøde
trods coronaen, som har været slem.
Tine Bøgehøj kom
og fortalte os om
morfar TONNY, som straks vi syntes om.

Ca. 15 var kommet for at høre
om hans liv, og hvad nu der drev ham frem. 
Det´ utroligt, hvad mennesker kan gøre,
når de kæmper for fædreland og hjem.
Men hans barndom var god -
den har givet ham mod
til at gøre, hvad mangen ej forstod.

Frauke gjorde sin pligt, det må man sige -
bød velkommen på allerbedste vis,
og som ny næste-formand ku´ hun sige
lidt om foredrag og om aftnens pris.
Kaffepausen vi nød
med det frisksmurte brød.
Denne aften var ingen, der fortrød.

 

Næstformand Frauke Søholm M/K

Og som et lille PS i forbindelse med FN-Forbundets møde:
Er man kvinde, kan man så forMAND være ?
eller skal man mon være Forperson?
Dette spørgsmål var virk´lig af de svære,
det er fakta, det tricker altså nog´n.
Hvad med "næstforperson" ?
eller "underikon" ??--
Mon MeToo - laver ny sprogtradition ??

 

torsdag den 30. september 2021

Generalforsamling 2021

Onsdag den 29. september 2021
Generalforsamlingen var udsat fra januar p.g.a. Corona-restriktioner, men nu skete det. Ganske vist uden den sædvanlige Nytårsfrokost, men den tradition bliver genoptaget ved næste generalforsamling til januar. Håber vi.

Mødet blev gennemført i god ro og orden. Såvel formandens beretning som regnskabet blev godkendt med akklamation.

Vores hidtidige næstformand Poul Johansen ønskede at træde tilbage efter mange års værdifuld indsats. Til den ledige plads i bestyrelsen valgte forsamlingen Elena Bozhevolnaya, som vi ønsker velkommen. Ved bestyrelsens konstituering blev Frauke Søholm valgt som ny næstformand. Alle øvrige beholdt deres hidtidige funktioner i bestyrelsen.


Generalforsamling i Soldaterhjemmet Dannevirke


lørdag den 22. maj 2021

Webinarer i Landsforeningens regi foråret 2021

 Under indtryk af den fortsatte pandemi tilbød Dansk-Russisk Forening medlemmerne af foreningens lokalafdelinger fire foredrag i april-maj måned 2021. Foredragsrækken bestod af fire såkaldte webinarer (interaktive foredrag på Internettet med efterfølgende spørgetid).

PROGRAMRÆKKE

Mandag d, 26. april kl. 19.00: Uffe Østergård (Dr.phil., Professor emeritus):
”Kunne Skandinavien være blevet kristnet fra Byzans?”

Uffe Østergård præsenterede en tolkning af kristendommens veje og påvirkning i Nordeuropa og pegede på den byzantinske retning som en mulighed. I vikingetiden var der en tæt forbindelse mellem Skandinavien og Byzans. Ruten via de russisk floder er beskrevet i russiske krøniker og gennem arkæologiske fund. I Nestorkrøniken fra 1113 fremgår at skandinaviske krigere grundlagde de russiske riger i Kijev og Novgorod. Det er der i dag enighed om blandt forskere i både øst og vest, selv om det tidligere blev benægtet fra russisk side.

Torsdag den 6. maj, klokken 19:00: Kim Frederichsen (Ph.d., Landsnæstformand,
”Peter den Store – Ruslands reformator”
En af de mest interessante skikkelser i Ruslands historie er Peter den Store, der egentlig blev født så langt nede i rangfølgen i det moskovitiske rige, at det absolut ikke lå i kortene, at han skulle blive enehersker og gennem sine omfattende reformer omdanne det moskovitiske rige, der på den tid i bedste fald blev betragtet som et fjerntliggende land i den yderste afkrog af Europa, til det russiske kejserrige, der under forskellige navne og samfundsformer siden har spillet en afgørende rolle i Europa. Foreningens landsnæstformand kom i sit fordrag ind på Peter den Stores lange vej til magten, hans omfattende samfundsreformer, hans medvirken til Ruslands indtog som en europæisk storspiller. Med udgangspunkt i statuer i Sankt-Petersborg diskuterede Kim Frederichsen, hvilken betydning Peter den Store har haft for russernes inden- og udenrigspolitiske selvforståelse sidenhen.

Tirsdag den 11. maj klokken 19:00: Karsten Fledelius (lektor emeritus, Landsformand):
”1991 – Verdenskommunismens fald og dannelsen af en ny verdens(u)orden”

1991 blev et helt afgørende år i Sovjetunionens – og dermed Europas og verdens historie. Meget få havde på forhånd forestillet sig, at det kunne ske. Og det var den indre udvikling i den ene af verdens to supermagter, som førte til det, de færreste havde forestillet sig: Verdenskommunismens fald. Hvorfor skete det? Hvad bevirkede, at det for Sovjets vedkommende kostede så relativt få menneskeliv? Hvorfor kom det til at gå helt anderledes på samme tid i det ligeledes kommunistiske Jugoslavien? Og hvor var USA og EF henne under denne gigantiske omvæltning? Det er nogle af de spørgsmål, som blev behandlet under webinaret, der således også pegede frem mod den 33. Ruslandskonference, der finder sted til december under overskriften: ”Sovjetunionens opløsning: En befrielse for Europa eller en geopolitisk katastrofe?“.

Onsdag den 19. maj, klokken 19:00: Jakob Seerup (Ph.d., museumsinspektør):
”Den Røde Hær på Bornholm, 1945-46”

På Bornholm endte 2. verdenskrig med et brag – sovjetiske fly bombede den 7. og 8. maj 1945 Nexø og Rønne for at tvinge de tyske tropper på øen til at overgive sig (hvilket de gjorde den 9. maj). Herefter fulgte 11 måneders tilstedeværelse af Den Røde Hær, en de facto besættelse hvor mange følte en vis usikkerhed, men alle til gengæld var glade for, at 2. Verdenskrig var slut. Det er blevet kaldt for ”en lang befrielse”, men hvordan formede slutningen af 2. Verdenskrig sig egentlig på Bornholm? Hvordan oplevede bornholmerne den sovjetiske tilstedeværelse? Hvordan er historien blevet fortalt og fortolket i eftertiden afhængigt af kulturelle og politiske strømninger? Og Hvordan prøver Putins Rusland stadig at bruge fortællingen om russerne på Bornholm til at skabe en ny forståelse for Ruslands rolle i vores egen tid? Jakob Seerup besvarede og perspektiverede disse spørgsmål og illustrerede sit foredrag med mange fotografier fra tiden.


torsdag den 30. juli 2020

Æresmedlem fylder 85

30. juli
Dansk-Russisk Forening Fyns æresmedlem og tidligere formand 
Vagn Tyrsted Rasmusssen fylder 85

Vagn Tyrsted Rasmussen er landmand, major, globetrotter og en inspirerende fortæller. Her viser han billeder fra nogle af sine utallige rejser over det meste af kloden.

Gennem en lang årrække har han og hans hustru Aase inviteret foreningen til forårsafslutning på Rosengården i Kerteminde.

onsdag den 26. februar 2020

Russisk indvandrer fortæller

24. februar
I Rusland er jeg født
v. Irina Bjørnø



Vores kasserer og fotograf Birgit Otzen fortæller om arrangementet:

- Irina Bjørnø fortalte os medrivende og charmerende om sine fantastiske oplevelser på sin vej til Danmark. Der var udmærket fremmøde og de, som var forhindret i at komme, gik glip af en spændende oplevelse.

- Irina er et dynamisk og udadvendt menneske, som overraskede ved at møde op i en nationaldragt fra Jakutia i Sibirien. Hun har aner fra dette område. Irina er en multikunstner af Guds nåde samtidig med, at hun har haft sit arbejde som forsker og videnskabskvinde.



søndag den 12. januar 2020

Generalforsamling og Nytårsfrokost

11. januar 
Generalforsamling og nytårsfrokost
på Dannevirke 

Generalforsamlingen blev gennemført i god ro og orden. De vigtigste beslutninger var:

  • Valg af medlemmer til bestyrelsen, hvor alle medlemmer på valg blev genvalgt. Den efterfølgende konstituering i bestyrelsen medførte ingen ændringer. Den samlede bestyrelse ses her.
  • Den mangeårige revisor Bent Jørgensen byttede plads med sin suppleant Søren Michael Nielsen, så Søren er revisor og Bent suppleant.
  • Kontingent for medlemsskab i 2021 er uændret 200 kr. for enkeltmedlemmer med tillæg på 100 kr. for hver ekstra person fra samme husstand.

Frokost
Formanden takkede for deltagelsen i en spørgeskemaundersøgelse vedr. medlemmernes ønsker til arrangementer. Ønskerne m.h.t. form, indhold og mødetidspunkter flugtede efter bestyrelsens opfattelse fint med variationen i de senere års faktiske arrangementer. Både i undersøgelsen og på generalforsamlingen fremkom flere forslag til nye aktiviteter, og de vil indgå i bestyrelsens planlægning.

Nytårsfrokosten havde god tilslutning og forløbet var hyggeligt med en velsmagende menu efter den traditionelle recept: Borsjtj, flæskesteg og is plus vodka på foreningens regning. Derefter den lodtrækning, vi kalder russisk roulette, selv om vi ikke sætter livet på spil. Kun en mindste indsats på 5 kr.

Sang - på russisk

Kaffe



Lotteriets hovedpræmie hjembragt af formanden fra Moskva:
Lommelærke med Putin med gedde

onsdag den 18. december 2019

Opera-dukketeater: Evgenij Onegin

10. december
Hanne Slumstrup og Knud Erik Forsberg
Operadukketeater


Dukkeførerne Hanne Slumstrup og hendes medspiller  Knud Erik Forsberg præsenterede en forkortet version af operaen Evgenij Onegin, som bygger på Pushkins versroman af samme navn.

Dukkerne og dekorationerne er fremstillet af Hanne Slumstrup, mens Tjajkovskijs musik blev leveret af verdensmusikere på en CD.

Tatjana og Onegin
Arrangementet var sponsoreret af
Landsforeningen,
og adgang var gratis.

tirsdag den 19. november 2019

Danmark, Rusland og mulighederne for samarbejde i Europa

15. november 2019
Fællessalen, Christiansborg


Den årlige ruslandskonference på Christiansborg med oplæg fra og diskussion med danske og russiske sagkyndige. Emnet var denne gang: Danmark og Rusland og mulighederne for samarbejde i Europa.

Det fulde program ses her. Bemærk at der er lydoptagelser af oplæggene.

Konferencen var arrangeret af Dansk-Russisk Forening i samarbejde med FN-forbundet, Det radikale Venstres Internationale Udvalg, Den danske Helsinki-Komité for menneskerettigheder og Østersø NGO Netværk, Danmark med økonomisk støtte fra Hermod Lannungs Fond.

Danmark, Rusland og det europæiske samarbejde

14. november
Ruslandskonference på Odense Rådhus

Konference med danske og russiske oplæg samt diskussion om Danmark, Rusland og det europæiske samarbejde.

Konferencen var arrangeret af Dansk-Russisk Forening Fyn, Europabevægelsen på Fyn og FN-forbundet Fyn med økonomisk støtte fra Hermod Lannungs Fond og Europa-Nævnet.

Du kan se hele programmet her.

Rådmand Susanne Crawley byder velkommen

Forsamlingen er klar

Oplæg ved Dansk-Russisk Forening Fyns formand Kim Frederichsen:
”Ny Kold Krig eller dialog: Om formålet med konferencen”

Claus von Barnekow fortæller om
"Rusland og Ruslands arbejde og deltagelse i internationale organisationer,"



fredag den 1. november 2019

Landbrugseventyr i Ukraine

Onsdag den 30. oktober
Fra Ørbæk og Dalum Landbrugsskole til landbrugsevetyr i Ukraine
v. Kund og Conny Rasmussen

Danmark og Ukraine
For nogle år siden fik fynske Knud og Conny Rasmussen via Dalum landbrugsskole kontakt til flere ukrainske landbrugsmedhjælpere. Kontakten førte til et landbrugseventyr i Hajvoronka i Ternopil regionen af Ukraine.

Conny ig Knud Rasmussen
I aftenens rigt illustrerede foredrag fortalte de om den svære start med at etablere og drive landbrug under fremmedartede forhold i Ukraine. Modernisering af bygninger og maskinpark har fyldt meget sammen med kampen mod skadedyr.

Driften kører nu godt, og de gode resultater bliver hvert år fejret med høstfester og udflugter. De fleste ansatte har været de samme hele vejen. Deres højre hånd, som hedder Bogdan, har haft deres tillid og er nu medejer af landbruget.

Det har vakt stor respekt og forundring at "investoren" selv har taget fat og deltaget i det praktiske arbejde.

Et meget fint foredrag med godt fremmøde og spørgelystne tilhørere.
- Skønt med et foredrag uden kold krig og politik, lød en kommentar.